Hvordan
går det med Frost-Sneglehat?
(Linket til registrering af indikatorarter på dødt
ved (se artiklen i SVAMPE 42): Registreringsskema)
Jan Vesterholt
(Lettere redigeret udgave af artikel bragt i Svampe
33, s. 13-25).
Hvordan går det med Frost-Sneglehat (Hygrophorus hypothejus)? Et
lidt underligt spørgsmål, for den er da ganske almindelig
i sandede fyrreskove i Danmark, og der er al mulig grund til at tro,
at den har det udmærket sådanne steder.
Men kan man være sikker på, at den også vil have
det fint om ti år?
Den hollandske rødliste
Da hollænderne udsendte deres rødliste over truede
svampe (Arnolds 1989), vakte det opsigt, at så mange
"almindelige arter" blev opfattet som truet i Holland. Bl.a. var
Almindelig Kantarel (Cantharellus cibarius) og Lærke - Rørhat (Suillus
grevillei) at finde på listen. Ja faktisk var ni af ti Suillus-arter
(slimrørhatte), der kendes fra Holland, rødlistede, dvs.
alle arter med undtagelse af Brungul Rørhat (Suillus luteus). Tilsvarende
er samtlige 16 arter af slægten Sneglehat (Hygrophorus) og 16
af 18 arter fra rørhatslægten Boletus rødlistede.
Set heroppe fra forekommer det næsten utænkeligt, at sådanne
arter skulle være i fare for at uddø nogen steder - og så oven
i købet i så kort afstand fra vore egne grænser!
I den hollandske rødliste, som rummer 944 arter, er hyppigheden
angivet både før og efter 1970, så
vidt det har været muligt. I praksis kan det være vanskeligt
inden for de svampegrupper, hvor der i de senere
årtier er sket større taksonomiske landvindinger. Hollænderne
opererer med seks trin af hyppighed, CCC svarende til meget almindelig, CC
til almindelig, C til ret almindelig, R til ret sjælden, RR til sjælden
og RRR til meget sjælden. Hertil kommer den syvende kategori "forsvundet".
En stor del af arterne på den hollandske rødliste er
mykorrhizadannere fra mager jordbund, som er anbragt på
rødlisten, fordi de er blevet sjældnere. Arsagen til
deres tilbagegang angives at være luftforurening, især
kvælstofnedfald (eutrofiering) og forsuring.
De brune pigsvampe (Hydnellum, Sareodon, Phellodon og Bankera) er
gået voldsomt tilbage i Holland. Skællet Kødpigsvamp (Sarcodon
imbricatus) er således gået fire trin ned fra "alm." til "m.sj.",
og Vellugtende Læderpigsvamp (Phellodon melaleucus) er
gået tre trin ned fra "ret alm." til "m.sj.".
Almindelig Kantarels rødlisteplacering skyldes, at den er
gået to trin ned fra "m.alm." til "ret alm.".
Andre gruopvækkende eksempler fremgår af tabel 1, som
viser
ændringerne i hyppighed i Holland for 15 udvalgte mykorrhizadannere på næringsfattig
bund. Det generelle billede er, at arterne er gået tilbage, flere endda
i bemærkelsesværdig grad.
Også arternes rødlistestatus i Holland fremgår
af tabel 1. De hollandske rødlistekategorier 0-4 svarer ikke
præcist til de, som anvendes i den danske rødliste.
0: (antagelig) uddød - (probably)
extinct |
1: akut truet - threatened with extinction |
2: stærkt truet - strongly threatened |
3: truet - threatened |
4: potentielt truet - potentially threatened |
Sammenlignes definitionerne på de respektive kategorier, svarer
0 til den danske uddød (Ex) og 4 til sjælden (R). De
hollandske kategorier 1, 2 og 3 svarer til de danske "akut truet"
(E) og "sårbar" (V), men giver en finere inddeling.
Det hollandske atlasprojekt
I 1995 udkom så rapporten fra det hollandske atlasprojekt
(Nauta & Vellinga 1995, anmeldt andetsteds her i bladet), og
heri bringes dokumentationen for de mange mykorrhizadanneres tilbagegang
i form af søjlediagrammer.
At dokumentere ændringer i arters hyppighed vanskeliggøres
naturligvis af, at mængden af indrapporteringer er steget markant
gennem årene. Derfor har Nauta og Vellinga for hver art for
forskellige tidsintervaller (typisk af 5 års varighed) beregnet
et indeks, der udtrykker, hvor stor en andel af de samlede fundoplysninger
fra perioden, der stammer fra hver af de behandlede arter. Det, man
kommer frem til, er altså en relativ hyppighed for hver art
for hver periode.
Art |
Før 1970 |
Efter 1970 |
Rødlistestatus |
Skællet Kødpigsvamp (Sarcodon
imbricatus) |
alm. |
m.sj. |
1: akut truet |
Grovporet Rørhat (Suillus
bovinus) |
m.alm. |
ret alm. |
3: truet |
Lærke-Rørhat
(S. grevillei) |
alm. |
ret sj. |
2: stærkt truet |
Broget Rørhat (S. variegatus) |
alm |
ret sj. |
3: truet |
Brunrød Slimslør (Chroogomphus
rutilus) |
ret alm. |
ret sj. |
3: truet |
Grå Slimslør (Gomphidius
glutinosus) |
ret alm. |
sj. |
2: stærkt truet |
Vellugtende Sneglehat (Hygrophorus
agathosmus) |
m.sj. |
- |
0: (antagelig) uddød |
Frost- Sneglehat (H. hypothejus) |
ret alm. |
ret sj. |
3: truet |
Grå Ridderhat (Tricholoma
portentosum) |
ret alm. |
sj. |
2: stærkt truet |
Cinnoberbæltet Slørhat (Cortinarius
armillatus) |
ret alm. |
sj. |
2: stærkt truet |
Cinnoberskællet Slørhat
(C. bolaris) |
alm. |
sj. |
2: stærkt truet |
Brunskællet Slørhat
(C. pholideus) |
ret alm. |
sj. |
2: stærkt truet |
Safran-Slørhat (C. traganus) |
m.sj. |
- |
0: (antagelig) uddød |
Klidhat (Rozites caperatus) |
ret sj. |
m.sj. |
1: akut truet |
Prægtig Skørhat (Russula
paludosa) |
alm. |
ret sj. |
2: stærkt truet |
Tabel 1: 15 udvalgte arters hyppighed og rødlistestatus
i Holland (efter Arnolds 1989).
For mange arters vedkommende er der i undersøgelsesperioden
sket store forskydninger i den relative hyppighed. Naturligvis kan
en del af disse forklares med ændrede indsamlings- og rapporteringsvaner,
men når man studerer de mange søjlediagrammer i atlasset,
tegner der sig et tydeligt mønster, som ikke kan bortforklares.
Stort set alle mykorrhizadannere på mager bund er i tilbagegang
- det samme er overdrevssvampene. Eksempelvis Almindelig Kantarel
i Holland. Fra tidligere at udgøre omkring en halv procent
af indrapportereringerne, er den nu nede på at udgøre
omkring en promille.
Flertallet af træboende svampe er enten i relativ fremgang
i Holland, eller de holder stand. Nedbrydere i skovbunden klarer
sig generelt rimeligt, selv om det kan variere en del fra art til
art.
En tilsvarende udvikling i Danmark?
For os er det interessant at vide, om en tilsvarende udvikling har
fundet sted i Danmark? Måske den lige er startet - måske
vi går helt fri. Vil vi være i stand til at dokumentere
en tilbagegang, hvis den finder sted?
I tabel 2 er det forsøgt at give et overblik over
ændringer i hyppighed i Danmark for de samme 15 arter, som indgår
i tabel 1. De danske hyppighedskategorier afviger fra de hollandske ved at
inkludere yderligere et trin, nemlig "hist og her", som er indskudt
mellem "ret alm." og "ret sj.".
De ældre danske hyppighedsangivelser stammer fra henholdsvis
Ferdinandsen & Winge (1943) og Lange & Lange (1961), og de
er suppleret med min egen subjektive vurdering af arternes hyppighed
i dag. Jeg kunne i stedet have brugt oplysningerne fra Danske storsvampe
(Petersen & Vesterholt 1990) til at udtrykke arternes
øjeblikkelige status, men i adskillige tilfælde har jag fundet,
at en justering var på sin plads.
Art |
1943 |
1961 |
1995 |
Status |
Skællet Kødpigsvamp (Sarcodon
imbricatus) |
ret sj. |
sj. |
sj. |
opmærksomhedskr. |
Grovporet Rørhat (Suillus
bovinus) |
alm. |
alm. |
alm. |
|
Lærke-Rørhat
(S. grevillei) |
ret alm. |
alm. |
alm. |
|
Broget Rørhat (S. variegatus) |
hist og her |
hist og her |
hist og her |
|
Brunrød Slimslør (Chroogomphus
rutilus) |
hist og her |
ret sj. |
ret sj. |
|
Grå Slimslør (Gomphidius
glutinosus) |
alm. |
ret alm. |
hist og her |
|
Vellugtende Sneglehat (Hygrophorus
agathosmus) |
hist og her |
hist og her |
hist og her -> ret sj. |
opmærksomhedskr. |
Frost- Sneglehat (H. hypothejus) |
undertiden talrig |
hist og her |
ret alm. |
|
Grå Ridderhat (Tricholoma
portentosum) |
- |
hist og her |
hist og her |
|
Cinnoberbæltet Slørhat (Cortinarius
armillatus) |
hist og her |
ret sj. |
ret sj. |
opmærksomhedskr. |
Cinnoberskællet Slørhat
(C. bolaris) |
hist og her |
ret sj. |
ret sj. |
|
Brunskællet Slørhat
(C. pholideus) |
hist og her |
ret sj. |
ret sj. |
opmærksomhedskr. |
Safran-Slørhat (C. traganus) |
hist og her |
- |
m.sj. |
akut truet |
Klidhat (Rozites caperatus) |
ret alm. i Nordsjæll. |
- |
ret sj. |
opmærksomhedskr. |
Prægtig Skørhat (Russula
paludosa) |
- |
"m.sj." |
alm. |
|
Tabel 2: 15 udvalgte arters hyppighed i Danmark. Kilder: Ferdinandsen & Winge
1943 - Lange & Lange 1961 - eget skøn (1995) - upubliceret
bidrag til "Rødliste 95"
(rødlistestatus).
Jeg tror ikke, man skal lægge for meget i Langes (1961) angivelse
af Prægtig Skørhats store sjældenhed. Af gode
grunde skal jeg dog generelt afstå fra at vurdere præcisionen
af hyppighedsangivelserne i de to ældre kilder, men hyppighedsangivelser
er en vanskelig størrelse at håndtere. De kan ofte være
baseret på, at bogens eller artiklens forfatter gentagne gange
har set store mængder af en art i en ganske bestemt skov. Billedet
af skovbunden fyldt med denne svamp træder frem på nethinden,
når man tænker på svampen. Jeg kan absolut ikke
udelukke, at mine egne vurderinger i tabel 2 kan være farvet
på denne måde.
I tabel 2 angives den danske rødlistestatus for de 15 arter
- eller rettere, det fremgår, at ingen af dem er rødlistede
i Danmark. I 1995 har svampeforeningens fredningsudvalg færdigredigeret
et forslag til en revideret svamperødliste. Denne skal indgå i
den kommende
"Rødliste 95", der vil være en opdateret version af
"Rødliste 90" (Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen
1991). Heri anvendes også kategorien "X: opmærksomhedskrævende",
der ikke er en egentlig rødlistekategori. Den omfatter arter, som enten
på grund af tilbagegang eller trusler mod deres voksesteder kan forventes
at blive sårbare eller truede, hvis den negative udvikling fortsætter.
6 af de 15 arter i tabel 2 anses for at være opmærksomhedskrævende.
Tolkningsproblemer
Når man skal sammenligne hyppighedsangivelserne i tabel 2,
er der også andre forhold, som kan vanskeliggøre en
tolkning. Det måske vigtigste forhold er, at de danske nåleskove
er af ret ny dato, og at de langsomt er ved at
"modnes". Dels kunne man forestille sig, at plantagerne med alderen
blev i stand til at huse arter, som ikke trives i "pioner- skoven",
dels kan indvandring af arter via sporespredning måske tage lang tid.
Et andet forhold er, at udforskningen af Jyllands funga er steget
betydeligt i de seneste årtier. I den første del af
dette århundrede var mykologi noget, der foregik på
øerne, især i København, og der var - groft sagt - kun
en veludforsket sandet nåleskov i Danmark, nemlig Tisvilde Hegn. Vi ved
i realiteten ikke ret meget om de jyske plantagers funga i de første
fire femtedele af dette
århundrede. Ud over et par kongresser i det midt- og vestjyske har kun
få personer bidraget med oplysninger fra denne landsdel. Var plantagerne
rigere eller fattigere, hvis man eksempelvis går 30-40 år tilbage?
Fra 1950'erne findes en række interessante angivelser fra
Herning-området af arter som Lakrids-Ridderhat (Tricholoma
apium), Duftende Orangekantarel (Hygrophoropsis olida) og
flere af de sjældne, brune pigsvampe (Phellodon spp.
og Hydnellum spp.) (Bülow & Møller 1959, Christensen
1993, Lange 1963 & Terkelsen 1950 & 1955). Det har generelt
ikke været muligt at genfinde disse arter, hvilket måske
kan skyldes forringede vilkår for svampene.
Omvendt tyder nyfund af arter som Elfenbens- Mælkehat (Lactarius
musteus), Lærke-Mælkehat (L. porninsis), Orangeporet
Rørhat (Suillus tridentinus) og Brun Fluesvamp (Amanita
regalis) fra de senere år (Vesterholt 1986, 1993 & 1994)
på, at der sker en stadig indvandring af nye arter.
De brune pigsvampe
I sin artikel om Duftpigsvampe (Bankera) og Læderpigsvampe (Phellodon) forsøgte
Morten Christensen (1993) at forholde sig til hypotesen om de brune
pigsvampes tilbagegang i Danmark. Hans konklusion på baggrund
af de danske fundoplysninger var, at Violetbrun Duftpigsvamp (Bankera
iolascens) og Mørk Læderpigsvamp (Phellodon niger) er
blevet sjældnere, men han mener ikke, at der er sket en generel
tilbagegang, da de fleste arter er fundet i nogenlunde samme omfang
i hvert årti siden 1950'erne. Denne vurdering er måske
rigtig, men sammenholdes de senere
års fund med den stærkt forøgede indsamlingsaktivitet, kunne
det se ud som om, det er blevet vanskeligere at finde de brune pigsvampe -
i hvert fald når man ser bort fra fund fra et par velundersøgte
kalklokaliteter.
I perioden fra midt i 1950'erne til midt i 1970'erne fandt Alfred
Hauerbach pigsvampe masser af steder. Vi ved ikke, om han fandt dem
alle de steder, han kom, eller om han havde en særlig næse
for at finde dem. Færdes man i dag i nåleplantager på mager
bund, finder man sjældent brune pigsvampe. Var det mon også sådan
i Hauerbachs tid? Det ved vi ikke, og derfor er det ret vanskeligt
at sige, om Morten Christensens forholdsvis optimistiske vurdering
holder stik.
Behovet for overvågning
Tabel 2 antyder en tilbagegang for et par arters vedkommende, omend
denne tilbagegang ikke svarer til den, der er konstateret i Holland.
Især har jeg nogle af slørhattene (og måske også Klidhat,
Skællet Kødpigsvamp og Slimslør- arterne) mistænkt
for at være i tilbagegang. Min antagelse er baseret på,
at jeg ikke synes, de er så almindelige, som de angives at
have været tidligere. Samtidig har jeg med baggrund i de hollandske
erfaringer en klar forventning om, at disse arter er blandt de mere
følsomme.
Skal det være muligt at slå alarm, hvis det begynder
at gå skævt, er det nødvendigt at have mere præcise
data. Det er nødvendigt at skabe dokumentation for arternes
udbredelse på nuværende tidspunkt, hvor vi må formode,
at luftforureningen endnu kun har haft begrænset effekt på fungaen.
Hollænderne har en velbegrundet mistanke om, at tilbagegangen
for mykorrhizadannere på mager bund skyldes kvælstofnedfald
(eutrofiering) og i en vis udstrækning også forsuring.
I Danmark var det årlige kvælstofnedfald i 1992 gennemsnitligt
20 kg pr. ha pr. år (Danmarks Statistik, Miljøstyrelsen
og Skov- og Naturstyrelsen 1994), af samme omfang som i 1982. I følge
Arnolds (1988) er det tilsvarende kvælstofnedfald i Holland
på gennemsnitligt 48 kg pr. ha pr. år men med betydelige
regionale forskelle. Altså
udviklingen i Danmark går i samme retning, blot i et langsommere
tempo.
Vi har grund til at frygte, at de samme forandringer kan ske her
med nogle årtiers forsinkelse, i hvert fald på de lette
jorder, hvor effekten af kvælstofnedfaldet må forventes
af blive størst. Hvis der sker en ændring her, har vi
grund til at formode, at de arter, der er gået tilbage i Holland,
også vil være blandt de første til at reagere
i Danmark. Derfor vil jeg foreslå, at der indsamles så mange
oplysninger som muligt om udbredelsen af en række arter, der
kan fungere som indikator-arter.
Jeg vil foreslå, at man bruger svampene i en biomonitering-
at man starter en landsdækkende kortlægning af udbredelsen
af et antal formodet følsomme arter.
|
Figur 5: Danske lokaliteter
med fund af Cinnoberbæltet Slørhat (Cortinarius
armillatus), fordelt på årtier. |
|
Figur 6: Danske lokaliteter
med fund af Brunskællet Slørhat (Cortinarius pholideus),
fordelt på årtier. |
|
Figur 7: Danske lokaliteter
med fund af Safran-Slørhat (Cortinarius traganus), fordelt
på årtier. |
Artsudvalget
Ved udvalget af arter til overvågningen har jeg lagt vægt
på en række forhold. For det første har jeg ønsket,
at de alle var mykorrhizadannere, som helt eller overvejende er knyttet
til mager bund - gerne med forskellige værtstræ-præferencer.
Desuden har det også
været en forudsætning, at arterne har vist tilbagegang
i Holland, så man kunne have en forventning om, at noget tilsvarende
kunne ske her.
Det har også været et naturligt krav, at arterne er
let genkendelige, så mange personer kan deltage i overvågningen.
På den anden side mener jeg ikke, at de almindelige arter fra
tabellen er de bedst egnede, for de vil antagelig ikke være
de første til at reagere synligt, og arbejdsindsatsen vil
hurtigt blive meget stor.
Jeg har heller ikke inkluderet rødlistearter blandt overvågningsarterne.
Naturligvis er det også relevant at følge udviklingen
blandt dem, men det sker jo allerede, og der har tidligere været
opfordringer hertil her i bladet - en opfordring, der naturligvis
stadig gælder.
Ved valget har det også spillet en rolle, at man i 1950 iværksatte
en såkaldt "mykologisk-topografisk undersøgelse",
hvor 100 arters udbredelse i Danmark blev kortlagt. Undersøgelsen
kørte frem til midten af 1960'erne. De indsamlede data for
disse 100 arter er opbevaret på Botanisk Museum i København.
Heri inkluderes også oplysninger om fund fra før 1950.
De fleste af arterne fra den tidligere undersøgelse er uinteressante
i denne sammenhæng, men Brunrød Slimslør (Chroogomphus
rutilus), Grå
Slimslør (Gomphidius glutinosus), Cinnoberskællet
Slørhat (Cortinarius bolaris) og Klidhat (Rozites
caperatus) var blandt de 100 arter, og dette gør det muligt
at sammenligne den nuværende udbredelse med den tidligere.
Derfor foreslås disse fire arter overvåget.
Som supplement hertil vil jeg foreslå en registrering af fund
af følgende seks arter: Vellugtende Sneglehat (Hygrophorus
agathosmus), Frost-Sneglehat (H. hypothejus), Grå Ridderhat (Tricholoma
portentosum), Cinnoberbæltet Slørhat (Cortinarius
armillatus), Brunskællet Slørhat (C. pholideus) og
Safran-Slørhat (C. traganus).
De tre rørhatte og skørhatten fra tabel 2 foreslås
ikke registreret systematisk. De brune pigsvampe har der allerede
været talrige opfordringer til at registrere, så det
er der ikke noget nyt i.
De 10 arter, som foreslås overvåget, er gennemgået
herunder.
Brunrød
Slimslør (Chroogomphus rutilus)
I Holland er Brunrød Slimslør gået et trin tilbage
i hyppighed, så den nu er ret sjælden - det er altså ikke
en af de arter, det er gået hårdest ud over. Den er knyttet
til sandede fyrreskove, hvor den tilsyneladende kan findes på både
sur og kalkholdig bund. Arten er let genkendelig med sine nedløbende
lameller, sit sorte sporestøv, sine brune farver og sin klæbrige
overflade på både hat og stok.
Den er blandt de arter, hvis udbredelse blev registereret i den
tidligere danske kortlægning. Datakortene rummer angivelser
fra 57 lokaliteter frem til 1965 - 27 fra Jylland, 4 fra de fynske
øer, 15 fra Sjælland, 7 fra Lolland/Falster/Møn og 4 fra
Bornholm. Jeg tvivler på, om det vil være muligt at finde den på lige
så mange lokaliteter i dag. Jeg kan kun bidrage med ganske få.
Tendensen i tabel 2, som viser en tilbagegang fra "hist og her" til "ret
sjælden" er måske korrekt. En registrering af dens udbredelse
vil kunne medvirke til at afklare dette.
Grå
Slimslør (Gomphidius glutinosus)
I Holland er Grå Slimslør gået to trin tilbage
til "sjælden". Den er mykorrhiza-danner med Gran (Picea) på mager
bund. Selv om svampen ændrer sig meget med alderen, er den
let at kende på de nedløbende lameller, det sorte sporestøv,
den slimede overflade (selv
"sløret" består af slim) og den gule stokbasis.
Også Grå Slimslør var blandt de 100 undersøgte
arter i den tidligere kortlægning. Der findes fundoplysninger
fra i alt 144 lokaliteter frem til 1965 - 99 fra Jylland, 5 fra de
fynske øer, 24 fra Sjælland, 10 fra Lolland/Falster/Møn
og 6 fra Bornholm. Er den stadig lige så almindelig?
Vellugtende
Sneglehat (Hygrophorus agathosmus)
I Holland anses Vellugtende Sneglehat nu for at være uddød
(sidste fund er fra 1950), men der har den aldrig været så almindelig
som hos os. Den er mykorrhiza-danner med Gran (Picea) på mager
bund. Dens Iyst grå hat og behagelige lugt gør den let
at kende fra nærtstående arter.
I Danmark synes den nogenlunde at kunne leve op til tidligere tiders
hyppighedsangivelser, men hvor mange steder er den egentlig fundet?
Frost-Sneglehat (H.
hypothejus)
I Holland er Frost-Sneglehat gået et trin tilbage til "ret
sjælden". Den er mykorrhiza-danner med Fyr (Pinus) på sandbund,
hvor den især kan forekomme talrigt sent på sæsonen.
Med den brune hat og de iøvrigt gule farver og den klæbrige
overflade er denne art let at kende. Sjældent kan man finde
eksemplarer, hvor hatten er orange, fordi det brune farvepigment
mangler. Så kaldes den Gylden Sneglehat (H. hypothejus var. aureus). Det
vil være naturligt også at angive forekomster af denne,
men den findes næppe, med mindre hovedvarieteten samtidig er
tilstede.
De citerede danske hyppighedsangivelser i tabel 2 tyder ikke på en
tilbagegang, og Frost-Sneglehat er ofte meget talrig de steder, hvor
den findes. Men hvor mange steder findes den?
Grå
Ridderhat (Tricholoma portentosum)
I Holland er Grå Ridderhat gået et trin tilbage til
"ret sjælden". Den er mykorrhiza-danner og vokser overvejende
med Fyr (Pinus) på sandbund, men sjældent kan den findes
under andre træer, f.eks. Gran (Picea) og Bøg (Fagus). Dens
klæbrige hat adskiller den fra andre grå ridderhatte.
I begyndelsen af 1980-erne husker jeg at have samlet Grå
Ridderhat i mængder (til spisebrug), men jeg har ikke set den
ret mange gange i de senere år. Er det bare mig, der har overset
den?
Cinnoberbæltet
Slørhat (Cortinarius armillatus)
I Holland er Cinnoberbæltet Slørhat gået to trin
tilbage i hyppighedsskalaen, så den nu er sjælden. Den
danner mykorrhiza med Birk (Betula) på mager og på fugtig
bund, og den er blandt de almindeligste arter i de nordiske birkeskove.
Arten kendes på de karakteristiske, røde stokbælter
kombineret med voksestedet.
Lange (1938) omtaler Cinnoberbæltet Slørhat som
"rather common", og Ferdinandsen og Winge (1943) omtaler den som
"hist og her". Ialt er det Iykkedes for mig at samle oplysninger
om i alt 75 lokaliteter med denne art - 40 i det jyske område, 4 på Fyn,
16 på Sjælland,3 på
Falster/Møn og 12 på Bornholm. Fordelingen på
årtier er vist i figur 5.
Selv har jeg kun set arten en gang i Danmark, og flertallet af de
personer, jeg har henvendt mig til, kender til lige så få
fund. Der er dog tre undtagelser, Olvar Læssøe har dog
fundet Cinnoberbæltet Slørhat på mere end 10 steder
i den nordvestlige del af Jylland, Poul Printz angiver den som almindelig
langs nordkysten af Sjælland, og Karen Nisbeth har oplyst om
en lang række fund fra Bornholm.
Figur 5 tyder slet ikke på, at Cinnoberbæltet Slørhat
har været i tilbagegang. Man skal dog være opmærksom
på, at de nyere data antagelig er bedre dækkende end
de ældre. De mange nyere fund fra Bornholm og fra det nordvestlige
Jylland modsvares ikke af ældre fund fra de samme landsdele,
selv om arten uden tvivl har været der hele tiden. Var disse
landsdele ikke medtaget i tabellen, ville billedet i stedet have
været en tilbagegang. Om Cinnoberbæltet Slørhat
har været i tilbagegang i visse landsdele kan dog ikke afgøres
ud fra de foreliggende data.
Cinnoberskællet
Slørhat (C. bolaris)
I Holland er Cinnoberskællet Slørhat gået tre
trin tilbage, så den nu er sjælden. Den vokser især
under Bøg (Fagus) på morbund, men den kan også findes
under Eg (Quercus), bl.a. i egekrat. De fine, røde
skæl gør denne slørhat let genkendelig.
Den er blandt de arter, som indgik i det tidligere kortlægningsprojekt.
Den blev noteret fra i alt 84 lokaliteter - 49 fra Jylland, 4 fra
de fynske øer, 18 fra Sjælland, 12 fra Lolland/Falster/
Møn og 1 fra Bornholm. Vil det være muligt at genfinde
den i samme omfang i dag?
Brunskællet
Slørhat (C. pholideus)
I Holland er Brunskællet Slørhat gået to trin
tilbage til "ret sjælden". Den findes langt overvejende
under Birk (Betula) på mager bund, ofte i fugtigt mos.
De kraftige, brune bælter på stokken og de violette farver
over disse bælter, adskiller arten fra andre slørhatte
i Danmark.
De citerede danske hyppighedsangivelser fra tabel 1 kunne måske
tyde på en tilbagegang. Lange (1938) omtaler arten som "not
uncommon", og Ferdinandsen og Winge (1943) omtaler den som
"hist og her". Jeg har kunnet fremskaffe oplysninger om 67 danske
lokaliteter - 36 i Jylland, 4 på Fyn, 17 på
Sjælland, 3 på Falster og 7 på Bornholm.
Figur 6 viser de kendte danske funds fordeling på
årtier. Billedet ligner meget det, som omtales under Cinnoberbæltet
Slørhat - dvs. de fleste nye fund stammer fra det nordvestlige Jylland,
fra Nordsjælland og fra Bornholm. I 1970erne blev Brunskællet Slørhat
fundet på 24 lokaliter. Kan den stadig findes lige så mange steder?
Safran-Slørhat (C.
traganus)
I Holland anses Safran-Slørhat som uddød, men den
har aldrig været almindelig der. Den er mykorrhiza-danner med
Gran (Picea), sjældnere med Fyr (Pinus) på
mager bund. Den kendes fra andre store, Iyst gråviolette slørhatte
på sin stikkende, appelsinagtige lugt og sit brunorange kød.
Safrankødet Slørhat er bl.a. afbildet i Gyldendals
Svampebog (Nilsson m.fl. 1986) og hos Phillips (1981).
De citerede danske hyppighedsangivelser tyder på en tilbagegang.
Om den tidligere forekom "hist og her" som angivet af Ferdinandsen
og Winge (1943) er dog tvivlsomt. Lange (1938) omtaler den som "not
uncommon".
Jeg har kunnet tilvejebringe data fra 13 danske lokaliteter - 11
i Jylland, 1 på Sjælland og 1 på Bornholm. Der
er kun 4 angivelser fra efter 1962: fra Løvenholm Skov i 1970
(Poul Printz), fra Sønder Herreds Plantage på Mors i
1977 (Olvar Læssøe), fra Stråsø Plantage
i Vestjylland i 1985 (JV) og fra Tingskoven ved Fjerritslev i 1987
(Olvar Læssøe). Dertil kommer et par usikre angivelser,
jag har valgt at se bort fra. Artens kommende status som
"hensynskrævende" kan på baggrund af de foreliggende
data minde om lidt af en underdrivelse.
Klidhat (Rozites caperatus)
I Holland er Klidhat gået to trin tilbage til "meget
sjælden". Der er den kun kendt fra sandede nåleskove,
hvor den antages at danne mykorrhiza med Fyr (Pinus). Det
seneste Hollandske fund er fra 1980 (Nauta & Vellinga 1995).
I Danmark laver den mykorrhiza med både løvog nåletræer.
Klidhat er afbildet i Svampe 32 (Strandberg og Rald 1995).
Rald og Strandberg (1994) samlede tilgængelige data om denne
arts forekomst i Danmark for om muligt at skabe dokumention for eventuelle ændringer
i hyppighed. Deres vurdering var, at der måske var tale om
en tilbagegang for bestanden under Bøg (Fagus) på morbund,
men at bestanden under Fyr (Pinus) snarere var i fremgang
i takt med, at fyrretræerne bliver ældre. Også denne
art indgik i de mykologisk-topografiske undersøgelser med
ialt 23 angivelser fra før 1965 - 9 fra Jylland, 1 fra Fyn,
12 fra Sjælland, ingen fra Lolland/Falster/Møn og 1
fra Bornholm. Alle disse angivelser var inkluderet i materialelisten
hos Rald og Strandberg.
Hvilke oplysninger skal indsamles?
De oplysninger, der ønskes om de omtalte arter, er følgende:
Lokalitetens navn: Den må gerne angives med en vis præcision,
så det bl.a. er muligt at afgøre om to forskellige angivelser
vedrører samme sted. Angives voksestedet tilstrækkelig
præcist, vil det også
være lettere at eftersøge svampen samme sted på et
senere tidspunkt. Har man mulighed for at oplyse UTM-koordinaterne
med 1x1 kms nøjagtighed vil det også være en fordel,
men det er ikke et krav.
Dato for iagttagelsen: Det er ikke nødvendigt at notere mere
end en dato pr. lokalitet pr. år, men der må gerne angives
en dato for hvert år, svampen er iagttaget.
Beskrivelse af voksestedet: Her skal man først og fremmest
forsøge at fastslå hvilken træslægt, arten
danner mykorrhiza med, eventuelt kan de aktuelle muligheder nævnes.
Yderligere oplysninger er naturligvis også
velkomne.
Hyppighed: Det ønskes angivet, om arten er fundet et enkelt
sted (et mycelium), om den er fundet nogle få steder, eller
om den er vidt udbredt på lokaliteten.
Man skal naturligvis kun videregive oplysninger, hvis man er helt
sikker på bestemmelsen. Det er ikke nødvendigt at gemme
og tørre svampene, men er man usikker på sin bestemmelse,
kan det være en god ide at tørre et frugtlegeme eller
to alligevel og vedlægge det som dokumentation. Hvis man medsender
belæg af sine observationer, vil de blive deponeret på Botanisk
Museum i København.
Hvis man har oplysninger af ældre dato, er man særdeles
velkommen til at indrapportere disse - også selv om det ikke
er muligt at skaffe lige så detaljerede oplysninger om fundene.
Når man synes, at en passende mængde data er samlet,
kan de sendes til mig eller til Henning Knudsen på Botanisk
Museum i København. Man er velkommen til samtidig at indrapportere
oplysninger om fund af rødlistearter.
Hvis man er interesseret i at eftersøge arterne på de
tidligere kendte lokaliteter, kan en udskrift af de allerede indtastede
data fås ved henvendelselse til mig.
På et senere tidspunkt vil denne artikel blive fulgt op her
i bladet, og ændringer i arternes hyppighed over tid vil blive
vurderet ud fra de til den tid foreliggende oplysninger.
Datakilder
Ved fremstilling af tabellerne i tabel 5-7 har jeg gennemset ekskursionsrapporter
mv. fra svampeforeningens publikationer gennem tiderne. De upublicerede,
landsdækkende lister (redigeret af postmester J.P. Jensen)
er også gennemgået. De er opbevaret på Botanisk
Museum i København. På
fungariet sammesteds ligger kun fire belæg af de tre arter
tilsammen!
Jeg har modtaget en lang række oplysninger fra Betty Klug-Andersen,
David Boertmann, Jacob Heilmann-Clausen, Steen A. Elborne, Mogens
Holm, Henning Knudsen, Christian Lange, Olvar Læssøe,
Thomas Læssøe, Karen Nisbeth, Ulla Nørskov, Benny
T. Olsen, Jens H. Petersen, Poul Printz, Peder Rabenborg, Erik Rald
og Flemming Rune. De takkes naturligvis alle for de mange oplysninger.
Summary
Due to the eutrophication and acidification from air pollution,
many mycorrhizal species from sandy soils have been declining drastically
in the Netherlands. A decline of a similar scale has not been observed
in Denmark.
It is here suggested that ten mycorrhizal species from nutrient
poor soils should be monitored, viz. Chroogomphus rutilus, Gomphidius
glutinosus, Hygrophorus agathosmus, H. hypothejus, Tricholoma portentosum,
Cortinarius armillatus, C. bolaris, C. pholideus, C. traganus and Rozites
caperatus will be included in the project. None of these are
very common in Denmark, but on the other hand none are as rare as
in the Netherlands.
The eutrophication and acidification is at a lower level in Denmark
than in the Netherlands, but possibly a similar decline in the fruiting
of fungal species might be expected to occur with some delay. The
aim of this monitoring project is to provide a documentation of possible
changes in the Danish funga.
Litteratur
Arnolds, E. 1988. The changing macromycete flora in the Netherlands.
- Trans. Br. mycol. Soc. 90: 391-406.
- 1989. A preliminary red data list of macrofungi in the Netherlands.
- Persoonia 14: 77-125.
Bülow, K. & F.H. Møller 1959. Tricholoma helviodor
Pilåt et Svrcek (Karry-Ridderhat), en for Danmark ny Ridderhat.
- Friesia 6: 13-15.
Christensen, M. 1993. Duftpigsvamp (Bankera) og Læderpigsvamp
(Phellodon) - økologi og udbredelse i Danmark. - Svampe 27:
1-11.
Danmarks Statistik, Miljøstyrelsen og Skov- og Naturstyrelsen
1994. Tal om natur og miljø.
Ferdinandsen, C. & Ø. Winge 1943. Mykologisk Ekskursionsflora.
- København
Lange, J.E. 1938. Flora Agaricina Danica, vol. III. - København.
- & M. Lange 1961. Illustreret svampeflora. - København.
Lange, M. 1963. Mykologisk kongres i Brande den 15.-17. september
1962. - Bot. Tidssskr. 58: 314316.
Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen 1991.
"Rødliste 90". Særligt beskyttelseskrævende planter
og dyr i Danmark. - Hillerød.
Nauta, M.M. & E.C. Vellinga 1995. Atlas van Nederlandse Paddestoelen.
- Rotterdam.
Nilsson, S., O. Persson & B. Mossberg 1986. Gyldendals svampebog.
- København.
Petersen, J.H. & J. Vesterholt (red.) 1990. Danske storsvampe.
Basidiesvampe. - København.
Phillips, R. 1981. Mushrooms and other fungi of Great Britain and
Europe. - London.
Raid, E. & M. Strandberg 1994. Klidhat (Rozites caperatus) -
en art i tilbagegang i Danmark? - Svampe 30: 27-30.
Strandberg, M. & E. Raid 1995. Frugtlegemproduktion og udbredelse
af Klidhat (Rozites caperatus) i Tisvilde Hegn. - Svampe 32: 36-40.
Terkelsen, F. 1950. Sjældnere svampefund i 1948. - Friesia
4: 81-84.
- 1955. Fra pigsvampenes paradis. - Friesia 5: 113.
Vesterholt, J. 1986. Nye eller sjældne mælkehatte. -
Svampe 14: 54-58.
- 1993. Orangeporet Rørhat (Suillus tridentinus) fundet for
første gang i Danmark. - Svampe 27: 15.
- 1994. Brun Fluesvamp (Amanita regalis) fundet i Danmark. - Svampe
29: 34-35.
- & H. Knudsen 1990. Truede storsvampe i Danmark - en rødliste.
- København. |