Introduktion

Foreningen til Svampekundskabens Fremme fejrer i 2005 100 års jubilæum. Det er en forening med tradition for at fremme sammenhængen mellem forskning og folkelighed, en tradition som på smukkeste vis kommer til udtryk i et årligt program der rummer møder, foredrag og studiekredse om svampe samt et meget stort antal svampeekskursioner til spændende og særprægede naturområder. Foreningen har da også medlemmer, hvis interesser strækker sig fra ydmyge ønsker om at nyde en god jagt i naturen efter spisesvampe, svampe til andre formål som dekoration eller til at farve garner med – til en bredere interesse for svampes variation og betydning i en økologisk sammenhæng. Svampeforeningen – som den kaldes i daglig tale – udgiver også bladet SVAMPE, hvor emner af folkelig interesse præsenteres side om side med artikler af forskningsmæssig betydning – og altid meget fornemt illustreret.
Dette jubilæumshæfte er en fødselsdagsgave til alle, der interesserer sig for svampe. Og specielt er formålet med hæftet at give unge i ungdomsuddannelserne mulighed for i biologi-undervisningen – skolens vigtigste fag! – at stifte bekendtskab med en gruppe organismer, der på mange måder er verdensmestre i sære livsformer og en fremragende evne til at tilpasse sig til miljøet, hvor specielt det end er. Netop de mange forskellige livsformer og tilpasninger gør det vigtigt, at gymnasieungdommen får lejlighed til at stifte bekendtskab med dem i deres undervisning.

Den almindelige viden om svampe drejer sig i høj grad om disses spiselighed og giftighed. Til dette hæfte har vi bedt en række forskere – kendere af svampenes biologi – om at belyse andre aspekter ved svampene.
Svampe er utrolig mangfoldige både i udse-ende og levevis. De findes overalt på kloden, højt oppe i atmosfæren, i vandige miljøer, både de salte og de ferske; og de befol-ker alle landjordens mange forskellige biotoper. Det er vigtigt at studere svampe, fordi netop de har udviklet så mange forskellige livsformer og derfor kan fortælle noget om levende organismers potentiale. Deres biodiversitet og økologiske rolle er enorm, og mange svampe er helt uundværlige for os som produktionsorganismer af medicin, mad og produkter til specielle formål inden for landbrug og industri.
At det ikke er helt let at kende de mange forskellige svampearter fra hinanden, ved alle der har prøvet. Derfor er der også specielt til dette hæfte udarbejdet en let version af bestemmelsesnøglen MycoKey der skulle gøre det nemmere at finde ud af, hvad det rent faktisk er, man har fundet på svampeturen.
Svampe lever af forskellige slags organisk stof. En stor gruppe nedbryder dødt organisk materiale – nogle endda kun et helt specifikt medium. F.eks. lever den lille Nåle-Bruskhat (Marasmiellus perforans) kun af grannåle. En lang række andre svampe er så specialiserede at de kun kan vokse på eller i forbindelse med en helt speciel organisme f.eks. en hasselbusk.
Andre lever af at nedbryde levende orga-nismer, de er altså sygdomsfremkaldende eller det der er værre for de organismer, de lever af. Rodfordærver (Heterobasidion annosum), der lever ved foden af grantræer, eller insektskimmelsvamp (Entomophthora), der angriber le-vende fluer, er begge eksempler på dødbringende svampe.
Atter andre svampe fanger aktivt deres „mad“. Det gælder f.eks. rovsvampe fra Duddingtonia-slægten, der nærmest lassoer små flad-orme i jorden og strangulerer dem.
Hvis man tror at alle æder hinanden i naturen, må man tro om igen. Mange svampe har valgt en helt anden strategi, nemlig samarbejdet – symbiosen. Nogle af svampene arbejder sammen med skovtræerne, idet svampens mycelium vokser sammen med trærødderne og dermed kan erstatte rodhårenes funktion med at optage vand og næringssalte. Det er en uhyre udbredt strategi – derfor må den også være succesfuld. Andre arter – f.eks. arter af Furehat og Silkehat (Leucocoprinus og Leucoagaricus) – har valgt at samarbejde bl.a. med bladskærermyrer. De hjælper gensidigt hinanden med at skaffe mad, som de forarbejder til hinandens bedste. Lav eller likener er også et eksempel på et symbioseforhold – her mellem en svamp og en alge.
Mennesket får speciel betydning for udvikling af forskellige svampelivsformer. Vores måde at bygge huse på har været medvirkende årsag til, at en speciel svamp, Ægte Hussvamp (Serpula lacrymans), har haft succes med at tilpasse sig livet i vore huse, måske fordi miljøet er meget stabilt. Kan svampene bruge os, kan vi også bruge svampene. Det gør vi når vi gen-splejser svampe med andre svampegener så de kan producere nyttige enzymer f.eks. fytase som forbedrer udnyttelsen af fosfat i foder.
I og med at svampe ofte har meget specielle krav til substratet, kan vores omgang med naturen få betydning for, hvilke svampe der overlever. Vi „rydder ofte for meget op“, og dermed fjernes specielt substrat. Det gælder f.eks. vores gamle egetræer, der danner substrat for mange helt specielle arter af svampe. Et problem er det også, at svampe er så gode til at opkoncentrere tungmetaller. Selvfølgelig kan vi lade være med at spise svampe som Violet Ametysthat og gulnende champignonarter. Men vi er måske ikke altid opmærksomme på, at andre – rådyr f.eks. – kan have spist svampene. Bioakkumulation af tungmetaller vil derfor ramme menne-sket som en boomerang, da vi jo næsten altid er sidste led i fødekæden.
Disse og flere emner bliver behandlet i hæftet. Det er vores håb, at hæftet vil inspirere unge til at søge yderligere viden om svampenes spændende verden og om naturvidenskab mere bredt.
Dorte Hammelev og Rikke Macholm

Comments are closed.