Svampe
i verden - introduktion
Foreningen til Svampekundskabens Fremme fejrer
i 2005 100 års jubilæum. Det er en forening med tradition
for at fremme sammenhængen mellem forskning og folkelighed,
en tradition som på smukkeste vis kommer til udtryk i et årligt
program der rummer møder, foredrag og studiekredse om svampe
samt et meget stort antal svampeekskursioner til spændende
og særprægede naturområder. Foreningen har da
også medlemmer, hvis interesser strækker sig fra ydmyge ønsker
om at nyde en god jagt i naturen efter spisesvampe, svampe til
andre formål som dekoration eller til at farve garner med – til
en bredere interesse for svampes variation og betydning i en økologisk
sammenhæng. Svampeforeningen – som den kaldes i daglig
tale – udgiver også bladet SVAMPE, hvor emner af folkelig
interesse præsenteres side om side med artikler af forskningsmæssig
betydning – og altid meget fornemt illustreret.
Dette jubilæumshæfte er en fødselsdagsgave til alle, der interesserer
sig for svampe. Og specielt er formålet med hæftet at give unge i
ungdomsuddannelserne mulighed for i biologi-undervisningen
– skolens vigtigste fag! – at stifte bekendtskab med en
gruppe organismer, der på mange måder er verdensmestre
i sære livsformer og en fremragende evne til at tilpasse sig
til miljøet, hvor specielt det end er. Netop de mange forskellige
livsformer og tilpasninger gør det vigtigt, at gymnasieungdommen
får lejlighed til at stifte bekendtskab med dem i deres undervisning.
Den almindelige viden om svampe drejer sig i høj grad om disses spiselighed
og giftighed. Til dette hæfte har vi bedt en række forskere – kendere
af svampenes biologi – om at belyse andre aspekter ved svampene.
Svampe er utrolig mangfoldige både i udse-ende og levevis. De findes overalt
på kloden, højt oppe i atmosfæren, i vandige miljøer,
både de salte og de ferske; og de befol-ker alle landjordens mange forskellige
biotoper. Det er vigtigt at studere svampe, fordi netop de har udviklet så mange
forskellige livsformer og derfor kan fortælle noget om levende organismers
potentiale. Deres biodiversitet og økologiske rolle er enorm, og mange
svampe er helt uundværlige for os som produktionsorganismer af medicin,
mad og produkter til specielle formål inden for landbrug og industri.
At det ikke er helt let at kende de mange forskellige svampearter fra hinanden,
ved alle der har prøvet. Derfor er der også specielt til dette hæfte
udarbejdet en let version af bestemmelsesnøglen MycoKey der skulle gøre
det nemmere at finde ud af, hvad det rent faktisk er, man har fundet på svampeturen.
Svampe lever af forskellige slags organisk stof. En stor gruppe nedbryder dødt
organisk materiale – nogle endda kun et helt specifikt medium. F.eks. lever
den lille Nåle-Bruskhat (Marasmiellus perforans) kun af grannåle.
En lang række andre svampe er så
specialiserede at de kun kan vokse på eller i forbindelse med
en helt speciel organisme f.eks. en hasselbusk.
Andre lever af at nedbryde levende orga-nismer, de er altså sygdomsfremkaldende
eller det der er værre for de organismer, de lever af. Rodfordærver
(Heterobasidion annosum), der lever ved foden af grantræer, eller insektskimmelsvamp
(Entomophthora), der angriber le-vende fluer, er begge eksempler på dødbringende
svampe.
Atter andre svampe fanger aktivt deres „mad“. Det gælder f.eks.
rovsvampe fra Duddingtonia-slægten, der nærmest lassoer små flad-orme
i jorden og strangulerer dem.
Hvis man tror at alle æder hinanden i naturen, må man tro om igen.
Mange svampe har valgt en helt anden strategi, nemlig samarbejdet
– symbiosen. Nogle af svampene arbejder sammen med skovtræerne,
idet svampens mycelium vokser sammen med trærødderne og
dermed kan erstatte rodhårenes funktion med at optage vand og
næringssalte. Det er en uhyre udbredt strategi – derfor
må den også være succesfuld. Andre arter – f.eks.
arter af Furehat og Silkehat (Leucocoprinus og Leucoagaricus) –
har valgt at samarbejde bl.a. med bladskærermyrer. De hjælper
gensidigt hinanden med at skaffe mad, som de forarbejder til hinandens
bedste. Lav eller likener er også et eksempel på et symbioseforhold
– her mellem en svamp og en alge.
Mennesket får speciel betydning for udvikling af forskellige svampelivsformer.
Vores måde at bygge huse på har været medvirkende
årsag til, at en speciel svamp, Ægte Hussvamp (Serpula
lacrymans), har haft succes med at tilpasse sig livet i vore huse,
måske fordi miljøet er meget stabilt. Kan svampene bruge
os, kan vi også
bruge svampene. Det gør vi når vi gen-splejser svampe
med andre svampegener så de kan producere nyttige enzymer f.eks.
fytase som forbedrer udnyttelsen af fosfat i foder.
I og med at svampe ofte har meget specielle krav til substratet, kan vores omgang
med naturen få betydning for, hvilke svampe der overlever. Vi „rydder
ofte for meget op“, og dermed fjernes specielt substrat. Det gælder
f.eks. vores gamle egetræer, der danner substrat for mange helt specielle
arter af svampe. Et problem er det også, at svampe er så gode til
at opkoncentrere tungmetaller. Selvfølgelig kan vi lade være med
at spise svampe som Violet Ametysthat og gulnende champignonarter. Men vi er
måske ikke altid opmærksomme på, at andre – rådyr
f.eks. –
kan have spist svampene. Bioakkumulation af tungmetaller vil derfor
ramme menne-sket som en boomerang, da vi jo næsten altid er sidste
led i fødekæden.
Disse og flere emner bliver behandlet i hæftet. Det er vores håb,
at hæftet vil inspirere unge til at søge yderligere viden om svampenes
spændende verden og om naturvidenskab mere bredt.
Dorte Hammelev og Rikke Macholm
|